Den Gamles stemme fortsatte, og Bastian måtte høre efter.
„Disse ord stod på glasdøren til en lille forretning, men sådan så de naturligvis kun ud, når man stod inde i det halvmørke rum og kiggede gennem ruden ud på gaden.
Udenfor var det en grå kold novembermorgen, og det regnede i spandevis. Dråberne løb ned over glasset og over de snørklede bogstaver. Det eneste, man kunne se gennem ruden, var en regnplettet mur på den anden side af gaden.“
Den historie kender jeg slet ikke, tænkte Bastian noget skuffet, den forekommer overhovedet ikke i den bog, jeg har siddet og læst i. Nå ja, nu viser det sig altså, at jeg har taget fejl hele tiden. Jeg troede faktisk virkelig, at den Gamle nu ville begynde på at fortælle den Uendelige Historie helt forfra.
„Pludselig blev døren revet så voldsomt op, at en lille klase af små messingklokker, der hang oven over den, begyndte at ringe vildt og først faldt til ro igen, da der var gået et godt stykke tid.
Årsagen til hele dette spektakel var en lille, tyk dreng på ti-elleve år. Hans mørkebrune hår hang ham vådt ned i ansigtet, hans frakke var gennemblødt af regnen, så den dryppede, og hans skoletaske hang i en rem over skulderen. Han så lidt bleg ud og var forpustet, men helt i modsætning til den fart, han lige havde haft på, stod han nu som naglet til jorden i den åbne dør…“
Mens Bastian læste dette og samtidig hørte, hvad den Gamle fra det Vandrende Bjerg sagde, fik han susen for ørerne, og det begyndte at flimre for hans øjne.
Det var jo hans egen historie, der blev fortalt dér! Og den stod i den Uendelige Historie. Han, Bastian, forekom som person i den bog, han indtil nu bare havde troet, han sad og læste i! Og hvem ved, hvilke andre læ