”Det er piller jeg har taget i ti år, og jeg kender godt deres virkning og min reaktion, når organismen berøves dette surrogat for mæthed. Jeg kender den tunge længsel der opstår dybt inde og opsuger alle mine kræfter. Længslen efter døden?
En længsel efter det umulige, som jeg på andre stadier af afholdenheden definerede som en indre trang til — piller, der herefter blev fulgt.”
”Din tavshed er min skrift på væggen” følger en ung og ensom piges inderste tanker og følelser. Hun har længe været indlagt på psykiatrisk afdeling, og verden udenfor bliver mere og mere fremmed. Alligevel lever hendes drømme videre, og blandt smerten og længslen efter døden er der et glimt af håb for en fremtid uden for hospitalets tykke mure.
Bogen udkom første gang i 1976.
Vibeke Grønfeldt (1947) er født og i sit voksne liv bosiddende på Samsø. Hun er kendt for sine stærke, samfundskritiske romaner og noveller om provinsmiljøer og det moderne livs eksistentielle ensomhed. Grønfeldt er blevet sammenlignet med forfattere som Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. Hun har udgivet bøger kontinuerligt siden debuten i 1975, og er både kritikerrost og prisvindende. Blandt andet har hun vundet Det Danske Akademis Store Pris i 1996 og Montanas Litteraturpris i 2016. For læsere af moderne skønlitteratur.