ved ørerne; jeg hadede at se ham sådan, krybe og kravle for de fine. Han ligefrem bukkede ned i telefonrøret; “Nå, på den måde, ja så forstår man jo bedre. Aha. Nå, siger Preben det. Ja, men det lader jeg gå videre så. Tak, i lige måde da. Farvel.”
Røret blev lagt på, far vendte sig langsomt. Han så noget beklemt ud, som om han havde forsøgt at løse en opgave og havde gjort, hvad han kunne. Nu håbede han bare, det var godt nok. Han satte sig.
“Nu har jeg snakket med Prebens far igen, Allan.”
“Ja, det behøver du ikke fortælle. Hvad sagde han?“
“Han sagde, at han havde haft en alvorlig snak med sin søn. Og skældt ham ud. For der er noget om, hvad du fortæller.”
“Noget om? Hvad skal det sige?“
“Preben sigtede hen over dit hoved for at skræmme dig, og det var ikke hans mening at skyde. Men der var en, der stod ved siden af ham, som puffede til ham, og så gik skuddet af. Ved et uheld.”
“Et uheld?“
“Ja. Det var et vådeskud.”
“Vel var det ej. Han sigtede, og