gerne sidde med ved bordet, og vi havde lov at spise alle de kager, vi kunne få plads til, og så lige tage et stykke til. Ligesom de voksne.
Jeg holdt også af at lytte til samtalerne over kaffebordet, for emnerne var mangfoldige, og det var sjældent kedeligt. Snakken kom næsten altid ind på ungdomsballaden ovre i København. Vi så ting i TV-Avisen, som vi ikke vidste, om vi skulle le eller græde over. De studerende besatte universitetet og sendte rektor hjem, der stod demonstranter på slotspladsen foran Christiansborg hver anden dag, og alle vidste jo, at kommunisterne stod bag. Det mærkeligste ved det hele var, at politiet ikke greb ind og satte en stopper for det; hvad havde vi så politiet til? Drengenes hår fik lov at vokse, og pigerne viste mere og mere af deres ben; ikke kun inden for hjemmets fire vægge, for det kunne til nød accepteres, men også i parkerne og på strøget. Det sidste mente jeg nu ikke, at kommunisterne kunne stå bag, men det var bedst ikke at sige noget.
Det var også over et kaffebord, jeg engang kom for skade at fortælle, at jeg ønskede mig en stjernekikkert til min fødselsdag. Jeg var nemlig begyndt at interesse mig for astronomi. I skolen havde vi haft om Mælkevejen, og vores lærer havde begejstret fortalt om de store afstande, der var mellem stjernerne. Vi skulle prøve at kigge op mod himlen en stjerneklar nat, havde han sagt, og tænke på hvor stort universet var, og hvor lille vores planet.
“Og har du så gjort det?“ spurgte onkel Sigurd, mens han tog endnu et stykke brødtorte.