Og gennem denne universets afskyelige begravelsesplads den dæmpede trommelyd til at blive vanvittig af og tynd, monoton hvinen fra blasfemiske fløjter i utænkelige, uoplyste kamre hinsides tiden, den afskyelige dunken og piben, som ledsager de gigantiske, dunke og endegyldige guders langsomme, klodsede og absurde dans – de blinde, ubevidste og umælende gargoyler, hvis sjæl hedder Nyarlathotep.