Hun betragtede sig selv i spejlet på det gamle klædeskab. Tilbage stirrede en langlemmet pige med blå øjne, et ar i højre øjenbryn, hvor der manglede hår, og en irriterende stor næse. Og så de pokkers fregner. Sophy havde hjulpet hende med at sætte det sandfarvede hår op i en stram fletning, der fulgte hårgrænsen rundt om hovedet, kjolen var gulvlang, flaskegrøn og snøret ind i ryggen. I den v-formede halsudskæring hang hendes sølvsmykke med det dråbeformede vedhæng, hun havde fået af Sophy. Et hvidt bånd omkring livet endte i en spids foran og matchede kjolens hvidbroderede kant.