Han kæmpede fortvivlet. Når bølgerne slap taget i ham, kastede han sig tilbage for at undgå de skarpe klipper, der kunne knuse ham, men hver gang kom bølgen tilbage og greb ham.
Så var heldet med ham. Han blev stødt ind mellem to høje klipper, hvor vandet var mere roligt. Han udnyttede chancen, ventede, til vandet trak sig tilbage, og kæmpede sig så gennem den hvide brænding, desperat og forfærdet.
Mørbanket lod han sig glide op til overfladen, hvor han åndede dybt og længe, mange gange i træk.
»Gylte!« råbte han, »Gylte ...«
Han fik intet svar. Han svømmede rundt uden for brændingen og lyttede, mens han undersøgte bunden og klippegrunden. Men han kunne ikke høre hende.
Hun var borte.