»Det, Knudsen satte i gang, reddede ikke kun Amerika, men hele den frie verden,« som den amerikanske nyhedsside The Daily Beast skrev for nogle år siden i et tilbageblik på Anden Verdenskrig.
»Vi vandt, fordi vi druknede fjenden i en produktionslavine, som ingen havde set mage til eller turdet drømme om,« forklarede William S. Knudsen selv efter krigen. Han blev dekoreret med USA’s højeste civile udmærkelse, Distinguished Service Medal, to gange og blev også hyldet af den danske frihedsbevægelse, ligesom han fik tildelt Storkors af Dannebrogordenen.
Da krigen var slut, og »Big Bill« var tilbage blandt bilerne i Detroit, skrev præsident Harry S. Truman et personligt takkebrev til danskeren.
»Nu, hvor De vender tilbage til Deres civile liv, vil jeg udtrykke min taknemmelighed for den udsøgte indsats, De har ydet for Deres land under krigen. Deres store evner i forhold til at omstille fredstidsindustrien til en stor krigsmaskine er en af krigens helt store historier og bør udløse stor tak, ikke bare fra alle amerikanere, men også fra de allierede, der var afhængige af vores udstyr.