Den eneste historie

Dårlig kærlighed rummede stadig en rest, et minde om god kærlighed – et eller andet sted dybt nede, hvor ingen af dem ønskede at grave mere.

Susan havde lært ham, at alle havde en kærlighedshistorie. Selv om den var en fiasko, selv om den aldrig for alvor lettede, aldrig rigtigt kom i gang og kun havde været indbildning, gjorde det den ikke mindre virkelig. Og det var den eneste historie.

I livets løb havde han bemærket en forskel på kønnene, når mænd og kvinder talte om deres forhold.

Og så det bekendte spørgsmål om hukommelsen. Han erkendte, at den var upålidelig og partisk, men til hvilken side? Til fordel for optimisme? Det var der umiddelbart en vis mening i. Man huskede fortiden med en munter grundtone, fordi det gav tilværelsen mening. Man behøvede ikke at anskue livet som en slags sejrstog – det gjaldt i hvert fald ikke hans eget liv – men man var nødt til at sige til sig selv, at det havde været interessant, underholdende, havde haft et formål. Et formål? Det var nok at tage munden for fuld. Men en optimistisk hukommelse kunne gøre det lettere at forlade livet, lindre smerten ved ikke at eksistere længere.

Trist sex finder sted, når du føler, at du er ved at miste enhver føling med hende, og hun med dig, men at det her er en måde at sige til hinanden på, at forbindelsen stadig er der, at I ikke har opgivet hinanden, selv om I et sted gruer for, at I måske burde gøre det. Så opdager I, at hvis I insisterer på, at forbindelsen er der, forlænger I bare pinen

panikken findes i os alle. Den er et vilkår for vores dødelighed. Vi har koder og manerer, som kan dæmpe og formindske den, vittigheder og rutiner, mange former for adspredelse og fornægtelse. Men panik og vildt oprør venter på at bryde ud i os alle, det er jeg overbevist om. Jeg har set panikken brøle ud blandt døende som en sidste protest mod menneskets lod og dets kroniske tristesse. Men den findes også i de allermest ligevægtige og rationelle mennesker. Under de rigtige omstændigheder stikker den hovedet frem. Og så er man prisgivet. Panik fører visse mennesker til gud, andre til fortvivlelse, endnu andre til velgørenhed, druk eller følelsesmæssig glemsel, og nogle få til et liv, hvor de håber, at intet alvorligt nogensinde vil give dem problemer igen.

At „forstå“ kærligheden kommer senere, at „forstå“ kærligheden grænser til praktiske realiteter, at „forstå“ kærligheden er noget, man gør, når hjertet er kølet af. Elskeren i kærlighedens fulde rus ønsker ikke at „forstå“ kærligheden, men at opleve den, mærke dens intensitet, dens evne til at bringe tingene i fokus, accelerationen af livet, den helt og aldeles berettigede selvoptagethed, den uhæmmede liderlighed, den glade ordflom, den rolige alvor, den hede længsel, visheden, enkelheden, kompleksiteten, sandheden, kærlighedens sandhed.

Sandhed og kærlighed, det var mit credo. Jeg elsker hende, og jeg ser sandheden. Så enkelt skal det være.

Bringer alle genfortællingerne dig nærmere sandheden om, hvad der skete, eller længere væk?

De fleste af os har kun én historie at fortælle. Dermed ikke sagt, at der kun sker én ting for os i livet; nej, der sker utallige ting, som vi forvandler til utallige historier. Men der er kun én, som for alvor betyder noget, og som i sidste ende er værd at fortælle. Dette er min.

Eller bare uundgåeligt?