hedder det, at “retten til udvikling må anerkendes for på rimelig vis (equitably) at opfylde udviklingsmæssige og miljømæssige behov hos såvel nuværende som fremtidige generationer” (UN 1992, Princip 3). Miljøbeskyttelse skal udgøre en integreret del af udviklingsprocessen (Princip 4), og landene skal indgå partnerskab i overensstemmelse med et ansvar, der er “fælles men differentieret” (Princip 7) efter deres uensartede medvirken til miljøproblemers opståen og uens økonomisk og teknologisk formåen. Også her udgør teknologisk effektivitet og innovation omdrejningspunktet. Behov for befolkningsbegrænsning nævnes kun i forbifarten, og krav om selvbegrænsning er helt fraværende