De kræ ver en form for æstetisk sans. En sans for at der er mere, end man kan se, nemlig alt det, der skal kunne erindres, og det som barnet kan blive til. En sans for, hvordan disse ting, som man altså ikke kan se, spiller sammen i nye og gamle former, som kommer til syne som sætninger, handlinger og produkter. To usynlige elementer spiller sammen i en synlig form, men hvilken ved man ikke, og man kan heller ikke vide det. Mange lærere har en dyb og instinktiv sans for dette. Men den pædagogiske videnskab har slet ikke sans for det i disse år (det er trist at tænke på). Derfor er det også bedst, hvis læreren eller pædagogen ikke makker ret over for udsagn af typen ‘forskningen viser …’ Nej, så er det bedre at holde opmærksomheden på det pædagogiske. På den organiske og ubestemmelige genskabelse.