Det lykkelige Arabien

os mod nord. Naar en araber staar foran „verdens centrum“, den hellige sten Kaba’en i Mekka, befinder han sig saaledes altid med ansigtet mod øst. Paa den maade er ordet „jemen“, der oprindeligt betød „højre“, tillige kommet til at betyde „syd“. Jemen er altsaa ganske enkelt landet, der ligger til højre, landet mod syd. Nu er som bekendt hos araberne den højre side anset for at være meget finere end den venstre. Mens den sidste den dag i dag kaldes den snavsede og betragtes som mindreværdig, er ordet „højre“ eller „jemen“ kommet til at betyde lykkelig eller velsignelsesbringende. Arabia Jemen bliver paa denne maade ved en forkert oversættelse til Eydaimon Arabia, som bliver til Arabia Felix, som bliver til L’Arabie Heureuse, som bliver til Das Glückliche Arabien, som bliver til Det lykkelige Arabien. I virkeligheden betyder ordet blot Syd-Arabien

sig, hvad enten forklaringen paa deres udebliven er den, at de slet ikke er blevet bestilt, eller at de som muhammedanere ikke vil nedlade sig til at bære en kristen. I Mensil er der ikke flere levnedsmidler hverken til mennesker eller dyr, og vil de være fremme i Jerim før solnedgang, kan de ikke udskyde opbruddet yderligere. Forsskåls smerter i mellemgulvet er stadig saa kraftige, at der ikke kan være tale om at sætte ham op paa et æsel. Deres eneste udvej er at fjerne oppakningen fra en af kamelerne og i stedet surre den syge mand fast til dyret. Saa sætter karavanen sig i bevægelse, skridt for skridt i det lodrette middagslys, op ad bjerget og ned ad bjerget, skridt for skridt gennem et landskab af lidelse, hvor hver udsigt, der aabner sig, er en udsigt af lidelse, hvert træ, der gror frem, et træ af lidelse. Fra den skyfri himmel kommer ækvatorsolens flammer og blander sig med baalet af smerte i den syges krop. Først da solen forsvinder bag bjergsiden er den stenede langfredags-vej til ende. Da Niebuhr forfærdet løber hen til dem uden for Jerim, kan han ikke kende sin syge ven igen. Som en halvtom sæk slængt over et lastdyr ligger Peter Forsskål i sine surringer hen over kamelen, resterne efter hans opkastninger driver endnu ned ad dyrets støvede side, hans ansigt er blaat i huden og fortrukket af smerte, han er ude af stand til at tale, men hans øjne staar aabne, han er endnu ved fuld bevidsthed

Hans tanke hermed var, at der kun faa steder paa jorden findes et saa konservativt folk som det arabiske, og at man derfor i Arabien vilde have større muligheder for at støde paa kulturformer, som svarede til forholdene i det gamle Israel, end i selve Palæstina, som i de mellemliggende aarhundreder havde været udsat for talrige fremmede indflydelser.

Allerede i Konstantinopel havde Niebuhr sammen med von Gähler indset nødvendigheden af, at ekspeditionsdeltagerne rejste i arabiske klæder, noget dengang højst usædvanligt for europæere i orienten. I Kairo forstaar han, at det ikke er nok at gaa klædt arabisk og kunne tale arabisk. Man maa ogsaa kunne leve paa arabisk, spise den føde, araberne spiser, bo i deres huse, sove paa deres maatter af straa. Kun paa den maade har man en mulighed for at komme i virkelig forbindelse med de fremmede mennesker og undgaa de sygdomme, der uvægerligt vil ramme den, der under de totalt ændrede ydre vilkaar fortsætter med at leve paa europæisk vis.

Historien er gammel og gerrig. I sin ene haand holder den millionerne af navnløse skæbner, folkeslagenes vandring, slavernes angst og kongernes nederlag. Med sin anden haand rækker den os et potteskaar

Rigdommen er ikke nødvendigvis endemaalet for menneskenes stræben; den vil tilsyneladende meget hellere være der, hvor begyndelsen er. Udviklingens slutfase, den har elendigheden taget patent paa

den har vi saa rigeligt af overalt. Det hele beror paa en misforstaaelse. Der er lande, hvor vi var lykkelige, men der er ingen lykkelige lande. Ikke mod nord og ikke mod syd. Ikke til højre og ikke til venstre. Ikke i de fjerneste egne og ikke i de nærmeste. Vi maa korrigere denne oversættelsesfejl, selv om det gør det hele lidt sværere. For selv om der var noget om det, selv om lykken kun fandtes i det fjerneste land, og selvom rejsen dertil kun var mulig under den største risiko og paa bekostning af de dyreste ofre: vi skulde nok alligevel tage afsted med det samme, det vilde alligevel være lettere for os at naa den her end at naa den paa det eneste sted, hvor den virkelig findes, det sted, som ligger nærmere end det nærmeste land, og som alligevel er meget længere væk end det fjerneste, fordi det sted ikke findes uden for, men inde i os selv

Vi véd det ikke. Vi rejser ud efter lykken, men „Det lykkelige Arabien“ eksisterer ikke. Der eksisterer kun landet Jemen. Landet til højre. Landet mod syd. Og lykken findes ikke i Jemen, døden findes der, men

enes navn knyttes for eftertiden til en pose arsenik. Den andens til en brændenælde

Den sidste stræbte den første efter livet; den første aandede lettet op, da den sidste døde. De naar begge lige at sætte tænderne i lykkelandets frugter, saa omkommer de pludseligt med halvanden maaneds mellemrum som de to første af ekspeditionsdeltagerne. Den ene efterlader sig næsten intet, og der kommer intet ud af hans stræben. Den anden efterlader sig et storværk, og der kommer intet ud af hans stræben. De var begge rejst ud efter lykken. Den