Dværgen siger ikke noget, men ler råt og skurrende. Hans rådne tandstumper glinser af spyt i skæret fra campinglampen, der står midt på bordet mellem os og sender et koldt, skærende lys ud i alle afkroge af den lille hytte, vi sidder i.
“Det er ikke noget at grine af,” vrisser jeg. Jeg er ikke bange for dværgen længere. Nu er jeg kun vred. Vred over, at han sidder der og ler, når jeg nu har brug for, at han hjælper mig eller i det mindste tager min historie alvorligt.
Han kaster hovedet tilbage og ler videre, som om han ikke har hørt mig. Det lyder kunstigt og uhyggeligt. Som latter fra en lattermaskine, der er løbet løbsk.
Pludselig holder han op. Hans hoved, der er alt for stort til den lille krop, drejes med et voldsomt ryk. Han stirrer lige ind i mine øjne med et vredt, undersøgende blik, der tænder min angst for ham igen. Jeg rykker forskrækket en lille