holdt op med at spise. Undtagen farmor, der skovlede ind. Jeg beroligede mig selv ved at tænke, at han havde ret til sin holdning. Det var trods alt et frit land, vi levede i, og at vi godt kunne tåle at være uenige. I virkeligheden var han måske den eneste, der tog det hele for, hvad det var. Alligevel mærkede jeg en dum bæven om munden, mens jeg sad dér og løj for mig selv.