Jeg erindrer, at min opførsel i min tidlige barndom var et tilbagevendende samtaleemne til konfirmationer, fødselsdage og julefrokoster i familien. Så snart der opstod lidt uro eller ballade, hvor en sodavand blev væltet eller nogen talte lidt for højt, kunne jeg være sikker på, at moster Elly og onkel Willy med det samme ville fremhæve min adfærd i det år, jeg tilbragte hos dem:
„Ja, du var godt nok et meget stille barn, Claus. Du sagde aldrig noget, du var meget nem at have med at gøre.“