Salka Valka

Salka Valka fik ikke sovet meget den nat. Ved at undersøge sit indre med den uhøflige selvkritik, som til tider overfalder en om natten, når man ikke længere stråler i dagens lys og dens sømmelighed ikke længere kaster sit forstyrrende farvespil hen over det oprindeligste i ens naturlige tilbøjeligheder, erkendte hun fuldt ud ved sig selv, at det mishag mod dansen, hun havde givet udtryk for over for Guja, til grund kun havde hendes egen ærgrelse over, at hun ikke kunne danse, og således gik glip af al videre delagtighed i denne jordefærdsforlystelse.

Hun granskede sit indre for at finde et ord, stærkt nok til at svie til ham, så længe han levede. Men før hun havde fundet dette bitre og rammende ord, som skulle lade forstå, at end ikke evigheden ville forslå til at slukke den hadets ild, hvis flammer skilte dem, eller opsluge det endeløse hav, hvis vande spærrede dem vejen til hinanden i dette liv, havde han fået sagt, hvad der behøvedes:

– Salka, jeg er kommet for at sige farvel. Jeg rejser.

Jeg har lige så megen ret til at gå i ordentlige klæder, som visse folk her på pladsen, der går i bedre klæder. Det er afskyelige folk, alle dem, som tror, at de står over andre. Jeg foragter dem som hunde. Jeg spytter på alle, som synes de står over mig.