brandslukker, når den ikke virkede. Men i stedet for at blive vred og skuffet over ikke at spille - og over at få at vide, at det nok aldrig kom til at ændre sig - endte det med, at Jesper og Wieghorst fik rigtig mange gode snakke om det. De blev enige om, at de respekterede hinanden som professionelle, og Jesper gav alt hvad han kunne, fordi han kunne se, at det gavnede holdet i det lange løb. Og han blev faktisk hverken vred eller frustreret over at få at vide, at han aldrig blev førstevalg. Det var tværtimod en lettelse for ham. Så kunne han nemlig slippe tanken om hele tiden at skulle overbevise trænerteamet om, at han var god nok.
Jesper Lange gik ganske enkelt op til træneren efter en frokost og sagde til ham, at han godt vidste, at han aldrig ville blive en del af Plan A. “Nej, det er rigtigt,” lød svaret. Og det var et ærligt svar, men frem for alt også et svar, han kunne bruge til noget. Han havde hele tiden vidst, at det nok var sådan, det forholdt sig, men nu hvor han var sikker, kunne han bruge kræfterne på noget andet end at gå og tænke på det. Nu kunne alle de kræfter kanaliseres et andet sted hen. Hen imod at blive den bedst mulige indskifter eller den bedst mulige Plan B. Og det gik faktisk hverken værre eller bedre, end at han startede inde i de sidste fire kampe under Wieghorst. AGF vandt i øvrigt alle de fire kampe