“Noveller” indeholder følgende fire fortællinger:

“Det forbandede hus”: Et ungt ægtepar køber et hus, der har tilhørt mandens gamle læremester. Men huset er forbandet; inden et år skal der bæres lig ud derfra …

«Gravmælet”: Luise, enke efter den lokale præst, lader fremstille et smukt gravmæle for sin mand til ophængning i kirken. På gravmælet har hun også ladet indsætte sit eget dødsår.

“Den gamle rabbin”: Den gamle Philip Moses er måske den sidste rettroende jøde i Hamborg, hvor alle andre jøder har blandet sig op med de kristne og overtaget deres vaner for ikke at udsætte sig for forfølgelser

“Kunstberiderfamilien”: Den unge grev Falkenberg finder i Berlin en cirkus, som han så i Danmark, dengang han var barn. Han beundrede allerede dengang den lille Gjasinda, cirkusprinsessen, og indgår derfor en aftale med Gjasindas bedstefader, kunstberideren Ritter, om at lære gøglerfaget på fjorten dage. Det er dog på betingelse af, at han ikke søger at indgå en forbindelse med Gjasinda, et ægteskab mellem en greve og en cirkusprinsesse vil ikke være til glæde for nogen af parterne — Ritter taler af egen bitter erfaring.

Bernhard Severin Ingemann, 1789— 1862, nationaldigter fra den danske guldalder, hvis betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og for litteraturens udbredelse er stort set uovertruffen. Hans store litterære produktion tæller både eventyr, historiske romaner, salmer og sange, og især hans historiske romaner, der ikke altid holdt sig til fakta, fik store dele af den uoplyste, danske befolkning til at læse. Men også salmerne, der var enkle, uhøjtidelige og med smukke natur-, lys— og morgenbilleder, kunne samle danskerne; fulde af varme, tryghed og harmoni gav de danskerne en nationalt forankret og tryg fornemmelse i en i øvrigt usikker tid med politisk ustabilitet, statskonkurs og generel landbrugskrise. Litterært bevæger han sig mellem den poetiske realisme med det trygge, nære hverdagsliv i centrum, og så en mere overnaturlig verden fuld af mørke kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig rigtig farligt, idet kampen mellem det gode og onde stort set altid falder ud til det godes side. Dette skyldes hans trang til at afdække det uigennemskuelige og igen bevægelsen hen mod realisme.

Klassikere