Hulen
Kæmpen løb og løb. Men nu skete der en besynderlig forandring i hans måde at løbe på. Det var, som om han pludselig slog over i et højere gear. Hurtigere og hurtigere gik det, og snart havde han sådan en fart på, at landskabet sløredes. Vinden bed Sofie i kinderne. Den fik hendes øjne til at løbe i vand. Den piskede hendes hoved bagud og piftede hende i ørerne. Hun kunne ikke mere mærke Kæmpens fødder mod jorden. Hun havde en sælsom fornemmelse af, at de fløj. Det var umuligt at sige, om de kom over land eller sø. Denne Kæmpe havde en eller anden form for trylleri i sine ben. Vinden slog så hårdt mod Sofies ansigt, at hun måtte dukke ned i tæppet igen for ikke at hendes hoved skulle blæse af.
Var det virkelig muligt at de kom over oceaner? Sådan forekom det i al fald Sofie. Hun krøb sammen i tæppet og lyttede til vindens tuden. Det virkede, som om der gik timer.
Så, lige med ét, holdt vinden op med at tude. Farten begyndte at tage af. Atter kunne Sofie mærke Kæmpens fødder trampe i jorden. Hun stak hovedet op af tæppet for at se sig om. De var i et land med tætte skove og brusende floder. Kæmpen havde afgjort sat farten ned og løb nu mere normalt, selv om normalt er et fjollet ord at bruge om en galoperende kæmpe. Han sprang over et dusin floder. Han skramlede gennem en stor skov, så ned i en dal og op over en bjergkæde, der var så bar som cement, og snart galoperede han hen over en øde udørk, som ikke rigtig syntes at høre denne verden til. Jorden var flad og bleggul. Store blå klippeblokke lå spredt rundt omkring, og overalt stod der døde træer som skeletter. Månen var gået ned for længe siden, og nu begyndte det at dages.
Sofie, der stadig sad og kiggede ud af tæppet, så pludselig et stort, forrevet bjerg forude. Bjerget var mørkeblåt og hele vejen rundt om det strømmede og gnistrede himlen af lys. Små blege guldstumper fløj rundt mellem fine, frosthvide skyflager, og bag en af bjergets sider viste morgensolens kant sig, rød som blod.