I 2003 tager den danske fotograf Jacob Holdt og den dansk/afrikanske fotomodel Rikke Namunyak Marott ud på en månedlang rejse gennem
Amerikas mest voldelige og kriminelle ghettoer. De besøger Ku Klux Klans hovedkvarter i Indiana, racistiske massemordere i Louisianas sumpe, cracksælgende hiphop-bander i Florida samt de fattige mennesker, hvis skæbne Jacob Holdt har skildret i sin legendariske bog “Amerikanske Billeder”.
Med Jacob Holdt i Amerika er et dokumentarisk roadtrip from Hell – 10.000 kilometer gennem 23 stater i en gammel varevogn, som konstant bryder sammen. On the road møder Jacob og Rikke en original samling amerikanere: truckere, blaffere og blaffer-hunde, prostituerede,
brugtvognsforhandlere, teenage runaways og cowboys. De kastes ud i det ene drama efter det andet. Tempoet er hæsblæsende. Tonen rå,
angstfuld, følsom og humoristisk.