“Jeghuset” fra 1944 er Ole Sarvigs anden digtsamling og den centrale del i den digtkreds, der i øvrigt udgøres af «Grønne digte”, “Mangfoldighed, “Legende” og “Menneske”, og som tilsammen bliver en søgen efter svar på menneskets universelle krise. I “Jeghuset” skildrer Ole Sarvig storbyen som et forladt og øde sted, hvor det fortabte menneske kun anes som et ubetydeligt og identitetsløst punkt.
Ole Sarvig (1921–1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen «Grønne digte”, og digtet “Regnmaaleren” herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
«I sit intense billedsprog, sin tankerytme, er Jeghuset enestående. En digtsamling af milepælenes rang i dansk lyrik.” – Ole Wivel
