Vi, de druknede

var vindere eller tabere. De var overlevere, og nu ville de ud. De balancerede på en knivsæg mellem opgivelse og lettelse, og da de hørte kaptajnens stemme, var det, som om han talte på alles vegne.

Anna Egidia Rasmussen skænkede op i porcelænskoppen, der havde blåt mønster.

nærmere, men nu kunne vi høre, at der kun var én hest. Så dukkede en rytter

Hydra forsvandt sporløst med seks besætningsmedlemmer om bord, dog ikke alle marstallere, men tabene var følelige for byen.

Jepsen havde mere autoritet på et skibsdæk, end han havde på landjorden.

Krigen var forbi for dem i dette øjeblik, ikke fordi den var vundet, men fordi de ikke orkede den mere. Der var ingen triumf i øjeblikket. De vidste knap nok, om de

Havde hun set et løfte i de hvide sejl og ikke indset, at sejlene lovede noget andet end det, hun drømte om?

et var en opførsel, som havde rod i generationers adfærd. Hun var af en anden slægt end han, ikke de udygtiges, men én, der var sat udenfor af mekanismer, han knap kunne

Han løj, som kun den, der kender sandheden, kan lyve. Han løj rædslen og smerten bort, men han løj ikke døden bort.

Naturen var hverken retfærdig eller uretfærdig. Begge dele var menneskets privilegium.