Opgøret mellem filosofi og retorik: Platons dialog “Gorgias”

Men her skilles til gengæld vejene; mens Sokrates/Platon drømmer om filosof-kongen, går Kallikles utvetydigt ind for den magtfulde hensynsløse tyran, en rolle, han klart nok har tiltænkt sig selv. Og det er just i dette skæringspunkt, den uforligelige forskel mellem den filosofiske og den retoriske livsforståelse viser sig

Og det er et vigtigt anliggende for mig: i denne analyse af Platons opgør med retorikken selv at gøre op med Platon, thi med ham begyndte egentlig alle ulykkerne i europæisk tænkning.

Mennesket kan ikke forstå tilværelsen, af den enkle grund, at der ikke er noget at forstå.

Eller hvorfor den forståelse, vi dog alle sammen umiddelbart går rundt og synes, vi har, er selvbedrag, gøgleri og ingen forståelse overhovedet.

Det sande er sandt i sig selv og uafhængigt af menneskets opfattelse af det. Modsætningen mellem det smukke og det grimme er ikke noget, mennesket finder på, og det gode er i sig selv og i al evighed godt, ligesom det onde i sig selv og i al evighed er ondt.

Modsætningen mellem det smukke og det grimme er ikke noget, mennesket finder på, og det gode er i sig selv og i al evighed godt, ligesom det onde i sig selv og i al evighed er ondt. De normative begreber er størrelser, entiteter, der har væren i sig, som ikke ændrer sig med tiden, men altid står fast — selv om mennesker i deres svaghed ofte griber fejl og forveksler dem med hinanden.