«Nu kom turen til Fibiger at tage afsked, idet han forklarede, at det var ganske nødvendigt, da han havde aftenbesøg hos patienter, der længtes efter hans komme.
’Vi ser dem vel snart! De ved, at hos os er de altid hjertelig velkommen,’ sagde fru Brodersen og rakte ham hånden.
’Skal De også af sted, Elfride?’ spurgte tante Magdalene kort efter, da jeg rejste mig: ’det har vel næppe så stor hast.’
Men jeg gik trods alle overtalelser.»
I 1852 møder den unge Elfride for første gang doktor Fibiger, der er læge ved militæret. Selvom det ikke er kærlighed ved første blik mellem den distræte læge og den livlige Elfride, gør de alligevel indtryk på hinanden, og det bliver begyndelsen på et kortvarigt, men lykkeligt ægteskab.
Elfride Fibigers selvbiografiske roman fra 1939 beskriver det tætte forhold mellem ægtefællerne samt hendes arbejde som uformel assistent for sin mand i hans lægegerning. Bogen giver et spændende indblik i livet i en lægefamilie i midten af 1800-tallets Danmark og fortæller samtidig historien om et utraditionelt ægteskab mellem to ildsjæle.
Elfride Fibiger (1832–1911) var dansk forfatter og filantrop. Hun skrev både romaner og fagbøger om sygepleje, som hun havde erfaring med i kraft af sit arbejde for sin mand, der var læge. Efter sin mands død tjente hun penge på at skrive romaner og håndbøger om blandt andet sygepleje og husarbejde. Mange af Elfride Fibigers bøger kredser om kvinders vilkår, ligesom “Tidsskrift for kvinder i de tre nordiske lande”, som hun udgav i årene 1882–84, fokuserede på at fremme kvinders og familiers vilkår — dog ud fra tanken om at kvindens plads var i hjemmet.