glitrende himmelhvælving oven over vandet.
Den smalle sti, der snor sig forsigtigt op mellem vægge af grædende klippesten, er lige så glat som en bowlingbane. Det er kun få måneder siden, at skolebørn var på udflugt her og marcherede af sted på række, mens de kørte fingrene hen over klippeoverfladen og så sig omkring efter skjulte monstre i sprækkerne i mørket. De var stadig små nok til at tro på monstre.
Og præsten rejser sig som en Leviatan fra det sorte dyb.
Stien op til overfladen fører forbi Hulemandens Sofa og Krystalkongen ind i Det Store Værelse, som er flygtningenes fællesrum, og slutter i Gudernes Palads, som er hans yndlingssted i hulerne. Her lyser de krystalagtige formationer som stivnede skår af månelys, og loftet bølger sensuelt som brændingen mod stranden. Her, tæt ved overfladen, bliver luften tyndere og mere tør med en snert af røg fra de brande, der stadig nærer sig ved den verden, som de forlod.
Herre, velsign denne aske, som er tegnet på, at vi er støv.
Brudstykker af bønner passerer igennem hans hoved. Uddrag