Her, ved Hovslund, på et sted hvor de gamle vejvolde danner en slags skanse, vejen ved siden af sig selv, står en enlig sten, næsten mandshøj, tung, knudret og foldet i årerne, hvad en gammel stenhugger vil kalde en vild sten. Dens forreste flade er temmelig glat, og store klare runer i stenens rand siger, uden læseproblemer, det ene ord Hairulfr.