Selvom han forsøgte at retfærdiggøre over for sig selv, at han havde været sammen med Gitte, bølgede den dårlige samvittighed ind over ham igen. Han prøvede at trække sig fri af samvittighedens mudrede vand. Hvor kom samvittigheden egentlig fra? Hvem havde indsat den i ham? Fandtes der virkelig en simpel social konstruktion, der krævede at man ikke havde sex med mere end en person ad gangen? Som i de ti bud, hugget ud i sten og hentet ned fra bjerget? Indprentet gennem kulturens evige massage af psyken. Et kodeks, der svæver som en usynlig giftgas gennem et samfund og trænger ind i hvert eneste individ, der vover sig ud i det fri og ikke gemmer sig bag lukkede døre og nedrullede gardiner.
Eller lå der indlejret noget dybere i psykens grundfjeld, der, uafhængigt af den kulturelle kode, så at sige før kulturens møllehjul kværner hen over individet med sin uafvendelige socialisering, opsatte adfærdsregler for den seksuelle drift?
Hvis man antog, at mennesket var et dyr, der nedstammede fra aberne, var alle påbud i forhold til driften vel kulturelt betinget? Men det var bare ikke sådan, han oplevede det. Han oplevede, at noget, der var større end ham selv, påførte ham den dårlige samvittighed. Han kunne ikke feje den til side som en kulturel kode, som han tilfældigvis var underlagt. Men kunne man som menneske overhovedet se sig selv i det bevidsthedsnet, man var fanget i? Fandtes der en position, der var fri for bias, fri for forudfattede indsigter? Kunne et menneske overhovedet være frit? Og hvis mennesket var frit, hvorfor var der så stadig noget, som kunne kaldes dårlig samvittighed?
Wolf sukkede. Han gik tilbage op ad trappen til soveværelset. En ting var i hvert fald helt sikkert: Han kunne ikke spekulere sig ud af sin følelse af skyld over for Anna. Han måtte besøge hende.