Hans Scherfig var en berømt samfundsrevser, der, allerede fra han var helt ung, svingede pennen i diverse dagblade. Her er samlet en lang række artikler fra 1930‘erne, som har været trykt i Politiken, Arbejderbladet, Plan, Tiden og Ude og Hjemme. Artiklerne giver et spændende indtryk af Danmark i 1930‘erne, men også New York, Paris og Tyskland, som nogle af artiklerne beskriver.
Den danske forfatter og billedkunstner Hans Scherfig (1905–1979) er kendt og elsket for sine litografier med dyr i junglen og for essays og romaner som “Frydenlund”, «Det forsømte forår” og “Idealister”. Hans Scherfig var aktivt medlem af Det Danske Kommunistparti fra 1932, hvor han også sad i ledelsen.