Den velbegavede newyorkerkvinde Clara Velde er succesrig modejournalist, men bag sit sofistikerede ydre er hun en lidt naiv pige fra landet med hang til romantik. Hun har i flere år dyrket forholdet til akademikeren Teddy Regler, der har foræret hende en værdifuld ring som pant på deres kærlighed. Da ringen en dag forsvinder, anklager Clara den østrigske au-pair-pige, som hun mener omgås nogle lidt uheldige, halvkriminelle typer. Forholdet mellem den amerikanske livsstil og den europæiske dannelse må stå sin prøve, og Clara må sande, at hun ikke er helt så moderne, som hun ønsker at fremstå.
Den canadisk-amerikanske forfatter Saul Bellow (1915–2005) regnes blandt de største amerikanske forfattere efter 2. verdenskrig. Saul Bellow har været professor ved flere prominente amerikanske universiteter og har vundet mange prestigefulde priser for sine samfundskritiske romaner — heriblandt Nobelprisen i litteratur i 1976.