Et barn med selektiv mutisme forsøger typisk at undgå situationer, hvor det kræves, at det taler. Det kan være, at barnet trækker sig fra forskellige aktiviteter og ikke deltager som andre børn, eller at barnet undgår enhver form for øjenkontakt. Ved at undvige kan barnet føle en mindre grad af angst, og det kan derfor blive et mønster for barnet at undgå de situationer, der udløser tilstanden. Men et barn med selektiv mutisme lærer ikke at overvinde sin tilstand ved at undvige. Som forælder kan man have en tendens til at beskytte barnet så meget som muligt, men i langt de fleste tilfælde bør man undgå at begrænse barnet. Det er bedre at motivere og støtte barnet i at være aktivt og deltagende.