Jeg har ikke penge med hjem, men drivkraft.« Man kunne udlægge det, som at han havde penge med tilbage, men bare foretrak ikke at tale om noget så vulgært.
Sun forsøgte at få sig selv udnævnt til præsident. Han havde brug for stemmer fra de delegerede fra de sytten (ud af toogtyve) provinser, hvor opstanden var brudt ud. »Valg« var nu den anerkendte vej til et embede. Snesevis af delegerede var samlet i Nanjing for at afgive deres stemme for den »provisoriske præsident«.
Nanjing, en gammel kongeby, lå i læ af det majestætiske Purpurbjerg og var mættet af en righoldig kulturel stemning. I fordums tider havde elegante huspramme på kanalen i byens centrum været berømmede samlingssteder for digtere, mandariner og velformulerede geishaer, der udfærdigede vers og musik, mens de tømte fine kopper med liflig likør. Når de havde skabt et par tilfredsstillende linjer, gav de rundhåndet til de fattige, lod en håndfuld mønter falde ned i små fløjlsposer fastgjort til enden af lange bambuspinde, der blev strakt frem fra husbådene ved siden af. Kanalen fremstod mest tillokkende i skumringen, når lanternerne skinnede gennem prammenes papirdækkede tremmevinduer.
Efter den republikanske revolution var byen så godt som i hænderne på Chen Qimei, »Godfather« for Shanghais vigtigste hemmelige selskab, Den Grønne Bande. Han var en skrøbeligt udseende mand med øjne, der kunne fremkalde rædsel, og tynde læber, der mumlede dødbringende ordrer, og han var en ivrig tilhænger af Sun. Under revolutionen havde han taget kontrol over Shanghai og kørt sig selv i stilling, så han kunne trække i trådene i den nærliggende Nanjing, hvor afstemningen skulle finde sted. De delegerede skulle godkendes af ham. En delegeret fra Fujian85 ved navn Lin Changmin hørte til en anden politisk organisation, og Godfatheren sendte en af sine bevæbnede mænd for at møde ham på Nanjings banegård. Lin blev skudt, men ikke dræbt. Det var en tydelig advarsel: Hold dig fra at stemme. Lin flygtede lydigt fra Nanjing.
Mere stædige modstandere var Godfatheren ikke så venlig over for. Tao Chengzhang86, en gammel kammerat, der havde vendt sig mod Sun, var populær og havde angrebet Sun i en ondskabsfuld tone, idet han anklagede ham for at være »en løgner«, for »at skrabe til sig« og for at have »forbrudt sig kriminelt mod kammerater«. Godfather Chen besluttede at gøre ham tavs for altid. Han sendte en af sine håndlangere, ingen ringere end den senere general Chiang Kai-shek, ud for at tage sig af det. Chiang fandt ud af, at Tao opholdt sig på et katolsk hospital i Shanghai. Han gik ind på Taos stue, pænt klædt i et jakkesæt, og dræbte Tao med et skud på klos hold. Chiang indførte stolt denne episode i sin dagbog – snigmordere blev lovprist af de revolutionære – og funderede over, at det meget vel kunne have været starten på Suns positive interesse for ham og begyndelsen på hans politiske opstigning.
Sun kaldte Godfatheren »den første mand bag republikanske opstande«, selvom Shanghai ikke havde været det første sted, der gjorde oprør. Han var afgørende for, at Sun kunne vælges.
Der var kun to andre kandidater: lederen af Wuhanmytteriet, hærchef Li Yuanhong, og republikaner nummer to, Huang Xing. Ingen af dem havde, til Suns held, nogen ambition om at blive præsident. Særligt Huang87 var ikke interesseret i at være den politisk ansvarlige, og han bad sine tilhængere stemme på Sun.
Huang var rent fysisk en kæmpe og elskede slagmarken, hvor han syntes at søge døden. Den umådelige utålmodighed, hvormed han kastede sig ind i, hvad der lignede selvmordsangreb, fik folk til at mene, at han var »skør«. Han var besat af at måtte sejre. På trods af at han havde holdt Wuhan i en måned og dermed skudt revolutionen i gang i flere provinser, følte han sig nedslået over at have tabt byen i sidste ende. Ombord på en damper ned ad Yangtzefloden fra Wuhan til Shanghai sad han og rugede over det og fortalte sine venner, at han havde tabt Wuhan, fordi tyskerne havde givet kanoner til regeringstropperne, og at han havde lyst til at slå de seks tyskere, han havde set ombord, ihjel. En japansk ven talte ham fra det ved at påpege, at damperen var ejet af et japansk selskab, og at de med garanti ville gennemføre en grundig efterforskning og spore mordet tilbage til ham, hvilket ville skade deres sag. Huang gav sig modvilligt med ordene: »Jamen, lad os så smide den kinesiske mægler i vandet og drukne ham. Han hjælper tyskerne med at gøre forretninger og byder mig virkelig imod.« Huang gik også her med på, at drabet skulle udsættes, til de gik fra borde den næste dag. Da han først havde givet ordre til at myrde, livede Huang åbenlyst op, »fik fornyet energi«, bemærkede den japanske ven. Med et smil fortalte Huang gruppen, at den snigmorder, han havde valgt, var en fortræffelig og »meget erfaren« lejemorder. Over frokosten lod snigmorderen sit blik hvile på mægleren for at kunne huske ham, alt