Og hvad var der med mig, hvorfor skulle jeg være sådan, at hver gang noget føltes forkert for Johanna, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvordan hun havde det, jeg måtte følge hende i hvert eneste lille humørskift, og alle anklagerne og irritationen og hendes uforståelige sorg satte sig i mig, så når hun vågnede og var glad igen og pludselig havde lagt alt det bag sig, som ikke havde været til at holde ud, så var jeg stadig urolig og oprevet, stadig ængstelig for hvordan det gik med hende, med os.