ter bag os. Han har mistet orienteringen. Han føres ud mod det åbne vand. Mod der, hvor strømmen har udhulet isen, så den bliver tynd som en hinde, en fosterhinde, og under den er havet mørkt og salt som blod, og et ansigt presser sig nedefra op mod ishinden, det er Esajas’ ansigt, den endnu ufødte Esajas. Han kalder på Tørk. Er det Esajas der trækker ham til sig, eller er det mig der søger om på den anden side af ham, for derved at presse ham ud mod den tynde is?