Den hollandske forfatter, der skrev under det latinske navn for 'jeg har udholdt meget', Multatuli, brugte det meste af sin tid på at udbrede sine samfundskritiske holdninger. En del blev udgivet, mens han levede, imens meget først udkom efterfølgende. Sidstnævnte gælder de breve, som udgør fundamentet for bogen «Drømmen om Insulinde».
Eduard Douwes Dekker (1830–1887) var en hollandsk forfatter, der blandt andet udgav værker under pseudonymet Multatuli. Han gjorde i en periode (1838–57) karriere inden for koloniadministrationen i Hollands Ostindien, men kom i 1856 i konflikt med embedsmandshierarkiet på grund af sine holdninger til behandlingen af den indfødte befolkning. Denne konflikt beskrev han i bogen “Max Havelaar” (1860), der blev filmatiseret over hundrede år senere i 1976. Dekker var aldrig anti-kolonialist, men ønskede at retfærdiggøre Hollands kolonistyre ved at tage hensyn til den indfødte befolkning. Herfra gik der ikke længe, før Dekker blev samfundskritiker på snart sagt alle punkter (noget han beskrev i syvbindsværket «Ideën”, 1862–77) – og selv i døden formåede han at provokere, da han som den første hollænder i nyere tid lod sig kremere.