At filosofere er derfor at lære at have døden på læberne, i de ord, vi siger, den mad, vi spiser, og de drikke, vi indtager. Det er på denne måde, at vi kan begynde at konfrontere angsten for tilintetgørelse, for det er i sidste ende frygten for døden, der slavebinder os og fører os mod enten den flygtige glemsel eller længslen efter udødelighed. Som Montaigne skriver: “Den, der har lært at dø, har glemt at trælle.” Dette er en forbløffende konklusion: Det bevidste forhold til døden er forudsætningen for frihed.