Mændene opholdt sig inde i gæstestuen, mens kvinderne vaskede sig. Efter aftensmaden luntede de derind, den ene efter den anden, ikke fordi de var blevet forvist fra køkkenet, ingen havde ymtet et ord om det, de havde det bare, som om deres tilstedeværelse ikke var ønsket, selvom de ikke ville have kunnet forklare, hvorfor de fik den fornemmelse. Men der var den der mumlen fra kvinderne, som kom i stedet for svar, den påfaldende mangel på interesse, en lille rynke mellem øjnene, alt sammen tegn, der gav til kende, at kvinderne havde andet at lave end tage sig af dem.