«Der er her i Rom begyndt en kamp, som trods forholdenes bedrøvelighed dog efter alles mening vil antage en højkomisk karakter, da man vil jage et helt folk par force til glædesytringer. Jeg skal nu fortælle dig om de franske magthaveres forgæves og derfor latterlige anstrengelser for at presse et romersk karneval frem, det som, når det lykkes, ellers er det naragtigste og lystigste i hele Italien.»
Frederike Bruns breve og skrifter fortæller om hendes egne oplevelser fra Rom under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet. Det er en unik og spændende øjenvidneberetning fra en stor personlighed, og den siger både meget om begivenhederne og om hende, der skildrer dem.
Sophie Christiane Friederike Brun (1765–1835) blev født i Tyskland, men tilbragte det meste af sit liv i Danmark, hvor hun blev gift med en af landets rigeste mænd. Hun var salonværtinde i sit hjem i København, hvor store kulturpersonligheder mødtes jævnligt. Hun er kendt for sine digte, breve, rejseskildringer og dagbøger, der siger meget om hendes samtid og det miljø, hun bevægede sig i.