det slår mig nu at disse ord, denne i nogles ører måske forglemmelige samtale, mellem eleven og læreren, mellem mig og lektor Hals, er i præsens, for i min erindring taler replikkerne endnu, de taler nærmest for sig selv, sproget holder ud, mens de handlinger der omgiver disse ord, er obskure, hensat i fortid, fordrejet dér og stillet i et andet lys, og de ufærdige ansigter i klasseværelset glider bort og lader sig ikke bestemme, lader sig ikke fæste til papiret, ligesom dette fald fra scenen i Paris, foran en fuld sal tilmed, og det er det spinkle håb jeg til at begynde med forsøger at holde mig fast i, vil blive glemt af jer der desværre er vidne til det.