Nogen sparker til min fod, og jeg åbner øjnene for at undskylde, at jeg har strakt benene ud, for jeg er helt klart en ubetænksom idiot. En fyr står over os. Han har en lille dreng i hånden.
“Undskyld,” siger jeg.
“Det der gider ingen at se på,” siger manden og peger på Arthur og mig med sin avis. Han bliver ved at stå der. Andre passagerer kigger på os.
“Se hvad?” Jeg sætter mig op, og Arthur åbner øjnene. Jeg får en fornemmelse af, at han slet ikke sov.
“Bare hold den slags derhjemme, okay? Jeg har et barn her.”
“Hvilken slags?” siger jeg.
“Du ved, hvad jeg mener,” siger manden. Han er ved at blive rød i hovedet, og jeg ved ikke, om han er vred eller forlegen, fordi jeg ikke bare tager imod hans lort.
“Ja. Jeg hænger ud med en fyr, jeg kan lide.” Jeg rejser mig op. Mit hjerte hamrer, for jeg er ikke sikker på, at den her fyr ikke kan finde på