bitterheden var skabt af, var mere rettet mod mig selv, for det handlede om episoder i ægteskabet, jeg erindrede. Episoder, hvor jeg følte afmagt, og hvor jeg blev offer for en situation, hvor jeg ville ønske, at jeg havde handlet anderledes. Når erindringen om de episoder dukker op i mig, kan jeg godt blive bitter på mig selv og tænke: “Hvorfor sagde du ikke sådan i stedet?”, “Hvorfor stod du ikke fast her?” eller “Hvorfor gjorde du ikke dit og dat?” Men det har ikke noget at gøre med, at det kunne have reddet ægteskabet. Tværtimod tror jeg, det havde været opløst længe før, hvis jeg havde handlet og sagt, sådan som jeg her bagefter gerne havde villet.