Karl Aage Rasmussen giver en kyndig og indfølt beskrivelse af den canadiske pianist Glenn Gould (1932–82), der var genstand for en nærmest kultagtig dyrkelse. Han var excentriker ud over alle grænser – både privat og som musiker. Han var på én gang hadet og elsket for sine særegne tolkninger af bl.a. Mozart og Beethoven, kendt for sin paniske frygt for at skade sine hænder, berømt for sin dybe, nærmest geniale, indsigt i og forståelse af musikken.