“Mmmmm.”
“En rig dames kjole. Silke?”
“Bomuld ligesom.”
“Sikkert merceriseret bomuld. Hvid, merceriseret bomuld. Du siger, at den holdt fast i mig. Hvordan?”
“Ligesom dig. Den så fuldstændig ud ligesom dig. Lå på knæ ved siden af dig, mens du bad. Holdt dig om livet.”
“Nu har jeg aldrig.”
“Hvad bad du om, mor?”
“Ikke om noget. Jeg beder ikke mere. Jeg snakker bare.”
“Hvad snakkede du om?”
“Det forstår du ikke, barn.”
“Jo, jeg gør.”
“Jeg snakkede om tiden. Det er så svært for mig at tro på den. Noget forsvinder. Går bort. Noget bliver bare. Jeg troede engang, det var min erindring. Du ved. Man glemmer noget. Andet glemmer man aldrig. Men det er det ikke. Stederne, stederne er der stadig. Hvis et hus brænder ned, er det borte, men stedet – billedet af det – bliver der, og det er ikke kun i min erindring, men derude i verden. Det, jeg kan huske, er et billede, der svæver rundt derude, uden for mit hoved. Jeg mener, selv om jeg ikke tænker på det, selv om jeg dør, er billedet af det, jeg gjorde eller vidste eller så, stadig derude. Lige på det sted, hvor det skete.”