Sammen med sin ven, flygtningen Sam, tager en ung nordmand til det borgerkrigsramte Elfenbenskysten på jagt efter Sams mor. Venskabet sættes på uanede prøver i en virkelighed, der er værre, end man kan forestille sig. Og da Sams fortid som børnesoldat indhenter ham, begynder alting at gå galt.
Med “Sort elfenben” tegner Arne Svingen et stærkt portræt af et miljø, hvor menneskeliv er mindre værd end en cola, og hvor børn lærer at dræbe, før de kan cykle eller stave deres eget navn.
Arne Svingen (f. 1967) er en norsk journalist og forfatter. Siden debuten i 1999 har han skrevet bøger inden for mange forskellige genrer, men han er især kendt for sine børne— og ungdomsbøger. Han har været nomineret til et væld af priser og har blandt andet modtaget Brageprisen og det norske Kulturdepartments litteraturpris. Flere af Svingens bøger er blevet filmatiseret.