Hendes stemme har den velkendte legende tone, og jeg ved allerede, inden jeg når ud i køkkenet, at hun stadig kun er iført håndklæder. Jeg kan se, at hun er helt bevidst om, at Rolf kigger på hende. Hendes bevægelser er anderledes, og jeg ved, at Rolf sluger det hele med øjnene. Jeg undskylder og siger, at jeg også lige vil snuppe et bad. Skynder mig ud på badeværelset, mens Astrid går i gang med at forklare om vores planlagte bytur.
Bruserens varme vand får mig til at slappe af, og jeg kan mærke, at den begyndende brandert gør mig lidt mere ligeglad. Mens jeg lægger makeup, dukker Astrid flere gange op med en gin-tonic.