DAG 56
228 indlagte
Jeg skal minde mig selv
om at krisen er her,
at jeg ikke bare
kan hoppe på toget til Århus.
De streamede Yahyas begravelse
på ekstrabladet.dk,
mine tanker til hans familie,
mine tanker til hans kære.
Og fuck de idioter
der hylede op på Facebook
om at folk ikke så ud til
at holde ordentlig afstand.
Selv på sorgens dag
bliver muslimer shamet.
De racistiske narrativer
lurer under LCD’en,
fuck de folk,
fuck deres logikker.
En hånd i vejret
for det umuliges digte,
det er umuligt at sigte
til den sentimentalitet
uden at begrænse
en dreng til digter
eller at begrænse
digteren til dreng.
Intet bliver nogensinde
det samme igen.
Månens korona
skinnede hånligt og smukt.
Jeg bankede ned i bordet,
matte tårer,
i hans eget “Månedigt”,
som salve og salve,
ville han ikke slås ihjel
for ingenting,
ingen skal slås ihjel
for ingenting.
Nej, ingen skal dø
for flertallets ro.
Jeg kan intet sige
som han ikke selv
kunne sige bedre,
sige vredere,
inde under hans rasen
en rasende kærlighed.
Jeg har allerede
skændtes med Ada
om hvad vi kan sige,
hvordan det skal siges.
Det er en ringe trøst
at alt nu er forandret.
Dét jeg savner
er også et ungt
menneskes fremtid,
volden i digtene.
Men volden i digtene
er ikke kun digtenes,
de er også drengens
og også hans hænders.
Alle vil have
en virkeligere virkelighed;
vinduer i panden,
beton i munden.
Så klager de over smerten,
så vil de have den råt.
Ind med lortet
i den knækkede litteratur,
så længe det brudte
forbliver i linjerne,
så vi kan stå på siderne
og klappe helt sagte.
I disse ensomme minutter
er en brøndbyfan,
lad os bare kalde ham Pervez,
min største allierede.
Nu må vi lægge
identiteterne i koma,
forsøge at finde
et fællesskab
mens ilden stadig
brænder helt vildt.
Lad den aldrig blive slukket,
lad den aldrig varme.
Lad den aldrig varme
et politisk projekt
hvis projektet ikke
også er tvivlens,
også er poesiens,
som en røg der tvinger sig
ned i lungerne,
tvinger dem til at hakke
nye melodier
i de forstenede stemmer.
Hvil i fred