Dette er John Harts tredje krimi – på tre år. For sine to foregående bøger (Et spind af løgne og Rødt vand) blev han henholdsvis nomineret til og vinder af den prestigefulde amerikanske krimipris, Edgar Award. Det er en bemærkelsesværdig bedrift, og samtidig tør jeg endda hævde, at Det sidste barn er endnu bedre end de to første.
Den er nomineret som "Årets bedste thriller 2009" i England.
Johnny Merrimon er ikke nogen helt almindelig dreng, men han har en mission – nemlig at finde sin tvillingesøster, som forsvandt sporløst, da de var 12 år gamle. Nu er Johnny 13 år og burde passe sin skole og lege som alle andre drenge på den alder. I stedet cykler han rundt i byens suspekte kvarterer og banker på hos folk for at høre, om de har set hans søster.
Spændende, svær at slippe og fremragende oversat.
* * * * * (fem stjerner) – Ekstra bladet
Et brag af en gyser
* * * * * (fem stjerner) – Sissel-Jo Gazan, Femina
«John Hart har med Det sidste barn skrevet en grum og fremragende roman, der ud over at levere nervepirrende spænding leverer en række enestående prtrætter af martrede mannesker. Det sidste barn er ganske enkelt et brag af en roman!»
Jeg var fuldstændig opslugt af den, så… Læs den! – Ugeavisen Vejle
Kriminalassistent Hunt, der i sin tid blev sat til at opklare sagen om Johnnys søster, kan ikke slippe den, og tanken om den forsvundne pige og hendes sønderknuste familie nager ham dag og nat. Han holder et beskyttende og vågent øje med Johnny og forsøger at få ham til at stoppe sin farefulde efterforskning.
Da endnu en ung pige pludselig forsvinder, står det hurtigt klart, at Johnnys selvbestaltede eftersøgning gennem det forgangne år har givet ham en viden, som end ikke politiet har. Johnny fornemmer, at han er på sporet af noget, og vælger at ignorere, at det er en farlig mission, han er ude på. Hans iagttagelser kan muligvis føre til den forsvundne pige – og måske til hans forsvundne tvillingesøster.
Det sidste barn er en fremragende krimi med spændingen i top, og portrættet af hovedpersonen, Johnny, er både gribende og fascinerende. Man får lyst til at tage med ham på hans mission, som på én gang er eventyrlig og farlig.
Man kan ikke undgå at blive dybt engageret.
Q Q Q Q Q Q (seks Q af seks) – Q-Magazine
«For nogle ville det måske være en hård tjans at skulle følge op på sin sidste bog, når man vand den prestigefyldte
Edgar-award for den. Men John Hart replicerer ved at skrue yderligre op for talentet, og give os hidtil bedste!…
Medrivende, smertelig og fængslende roman. Man kan ikke undgå at blive dybt engageret.»
Hjertegribende og åndeløst spændende historie
– Tjeck Magazine
«Frem for alt er det en afhænigheds-skabende thriller. Hjertegribende og åndeløst spændende historie.»
Underholdningsværdien er uomtvistelig –
Berlingske Tidende
«Det sidste barn« er svær at lægge fra sig og lever således til fulde op til spændingsromanens regel nummer et. … underholdningsværdien er uomtvistelig. "
Ny, fremragende krimi fra amerikansk mesterforfatter – Politiken
«både følsom og fremragende […]. Det sidste barn ligger lige for som spændende læsning og helt klar til strandtaske, sol, sommer og ferie.»
En af de mest interessante – Information
«Det må være nok at slå fast, at John Hart med Det sidste barn har etableret sig som en af genrens mest solide og interessante forfattere.»
«Så var den søndag smuttet»
* * * * * – Bogrummet.dk
«John Hart har vundet den amerikanske krimipris Edgar Ward for sine toførste krimier «Et spind af løgne» og «Rødt vand». Jeg vil hævde, atnummer tre med titlen “Det sidste barn” fortjener en endnu større pris,for den griber om hjertet og sender læseren tilbage til barndommensuhyggeligste kringelkroge. På samme billedrige måde som RobReiner-filmen “Stand by me” fra 1986. Den sendte også publikum med tounge på jagt i et dampende morads, hvor naturen sloges med de hæsligstemennesker om at gøre livet til et helvede for små drenge. Opklaringsarbejdet er så intenst, at denne læser knap nåede at trækkevejret og i hvert fald slet ikke kunne klare at lægge bogen fra sig,før den var læst til ende.”
* * * * * – Fyens Stiftstidende