Lucille plejede at fortælle denne historie på en anden måde. Hun plejede at sige, at jeg faldt i søvn, men det gjorde jeg ikke. Jeg lod simpelt hen mørket på himlen falde sammen med mørket i min hjerneskal og mine indvolde og knogler. Alt hvad øjet falder på er kun tilsyneladende, som var der kastet et lagen over verdens sande aktivitet. Nerverne og hjernen bliver narret, og man overlades til drømme, hvori disse genfærd giver slip på vores hånd og går deres vej, og ryggens bøjning og frakkens fald virker så bekendt, som om det dermed var givet, at de var fast inventar i verden, når der faktisk ikke findes noget mere forgængeligt. Lad os sige at min mor var lige så høj som en mand, og at hun somme tider satte mig op på sine skuldre, så jeg kunne klaske hænderne sammen i de kolde blade over vore hoveder. Lad os sige at min bedstemor sang nede i struben, mens hun sad på sengen og vi bandt hendes store sorte sko op. Den slags detaljer er kun tilfældige. Hvem andre end os kunne vide det? Og eftersom deres tanker var rettet mod andre genfærd end vore, mod et andet mørke end vi havde set, hvorfor skulle vi så efterlades som overlevende, der samler vragstumper i alt det værdiløse rod og de ubemærkede småtterier, som var alt hvad der var tilbage, da de var forsvundet, og som kun blev bemærket på grund af katastrofen? Mørket er det eneste opløsningsmiddel. Mens det var mørkt, var det, til trods for at Lucille fór rundt og fløjtede, og til trods for hvad der må have været drømme (for selv Sylvie hjemsøgte mig) som om jeg ikke længere havde brug for hverken levn, levninger, margin, rest, minde, arv, erindring, tanke, sporing, spor, hvis bare mørket var totalt og konstant