En regnvejrseftermiddag derude på bjergskråningen på Montjuïckirkegår– den, med udsigt til havet gennem en skov af utrolige gravmæler, en skov af kors og sten med udhuggede dødningeansigter og børn uden læber og blik, som stank af død, omridsene af en snes voksne mennesker, som jeg kun kunne huske som sorte sæt tøj gennemblødt af regnen, og min fars hånd, der holdt for hårdt om min, som om han på den måde ville stilne sine tårer, mens præstens hule ord faldt ned i denne grav af marmor, som tre ansigtsløse gravere skubbede en grå sarkofag ned i, og regnen gled over sarkofagen som smeltet voks, og jeg syntes, jeg kunne høre min mors stemme kalde på mig og trygle mig om at befri hende fra det sorte stenfængsel, men jeg formåede ikke andet end at skælve og mumle uden stemme til min far, at han ikke skulle klemme mig så hårdt om hånden, det gjorde ondt, og lugten af frisk jord, jord af aske og regn, opslugte det hele, en lugt af død og tomhed.