Tænk jer godt om. Beslut jer, og beslut jer på en sådan måde, at I ikke ændrer jeres beslutning.”
De ser rundt på hinanden. De taler dæmpet med hinanden. Kvinderne knuger deres børn. Underligt nok er der ingen, der græder. Ikke lige nu. Ikke noget jeg ser, i alle fald.
Hamsa tager sig af afstemningen. Jeg sidder på jorden og betragter dem alle.
”De, der stemmer for, at Ibrahim Banu Said forhandler med fjenden og forsøger at skaffe os fri passage til Granada, bedes række hånden i vejret.”
En efter en går hænderne i vejret. Hustruer kigger på deres mænd, mænd på deres hustruer. Slaver ser tøvende på deres herrer, og langsomt løfter de deres hænder.
”De, der ønsker at blive og kæmpe, til vi dør ...” Hamsas stemme knækker over. Folk ser sig omkring.
Langt bagude i flokken ser jeg enkelte hænder tøvende gå i vejret, men så forsvinder de ned igen. Hamsa nikker.
”Vi vil forsøge at forhandle,” siger Hamsa. ”Gå hjem og bed for os. Kom igen i aften ved solnedgang, for vi får måske brug for jeres hjælp.”
Folk nikker. Stille forsvinder de væk fra pladsen.
Hamsa sætter sig ved siden af mig.
”Hvad vil du gøre, Ibrahim?” spørger han.
Jeg stirrer frem for mig. Vinden puster til støvet på pladsen, og det skarpe sollys får støvet til at glimte. Jeg ser noget for mig, som jeg ikke helt kan forklare. Jeg ser for mig, hvordan jeg måske kan gribe det an.