“I planetens vold” er en roman, der foregår i urtiden og handler om, hvordan det mon kan være gået til, at vi mennesker er blevet så anderledes end andre pattedyr.
For 5–6 millioner år siden forsvandt skovene i det østlige Afrika som følge af en klimaændring med voldsom tørke, der drev alle ud på savannen. Og for 3–4 millioner år siden gik nogle af dem på to ben, sådan som fund tydeligt viser.
Hvad er der sket i mellemtiden? Hvordan er vores formødre og forfædre blevet tobenede og storhjernede og har udviklet våben og redskaber og sprog? Hvorfor er vi de eneste pattedyr, der er blevet sådan?
Noget fundamentalt afgørende må have sat os – og ingen andre end os – på en helt ny kurs med helt nye muligheder, så vi er endt, som vi er nu.
Hvad?
Her begynder romanen. Og herfra går det stærkt.
Uddrag af bogen
Om natten kom rovdyrene.
Vi sad i en klump op ad et indtørret buskads.
Ude fra mørket kom fremmede og farlige lyde og lugte og pludselig et lydløst rusk om én af de yderste, en højgravid. Hun hvinede og blev bidt gennem halsen og trukket væk fra os. Så endnu et lydløst rusk om én af de yderste, en mor med en spæd, der bumpede ned i græsset.
Panikslagne flygtede vi af sted i alle retninger, hylede os vej gennem mørket, indtil vi tav og halsede videre uden at ane hvorhen. Nogle blev taget, de fleste undslap.
Mareridtet fortsatte, dag efter dag, nat efter nat.
Om forfatteren
JON HØYER, født 1942, har været skønlitterær forfatter siden 1977 sideløbende med sit arbejde som gymnasielektor i Helsingør og bagefter som universitetslektor på Islands Universitet i Reykjavik og på Åbo Akademi i Finland. Han er nu fuldtidsforfatter og -oversætter. “I planetens vold” er hans sekstende bog.
